På vej til fødselsdag – Ciclee på papir – Hønsekunst af Jens Brammer

“Blues for cykel og høne

Det står en hvid høne med ryggen til på en lille sten ved siden af en sti. På den anden side af stien står en blåmalet cykel op af en stor solid hvid birkestamme, der synes at række ind i himlen. Den tydeligt nedtrampede sti adskiller hønens og cyklens verden som en grænsedragning. Begge synes at stirre ud i horisonten – måske efter cykels forsvundne ejermand. Den blåmalede cykel har en tydelig rødlampe/refleks, der modsvarer den hvide hønes røde kam. Den røde lampe/refleks signalerer: Pas på! Om det så er at passe på cyklen, hønen, eller den manglende person, kan man jo diskutere.
Måske er det også det tabte landskab man skal passe på? For baggrunden, der rejser sig over horisontlinjen nederst i maleriet er tom og lidt mørk – er der noget uheldssvangert – måske et uvejr – i anmarch? Maleriet tavse flade synes at spille sin egen visuelle blues over noget tabt eller forladt. En af sydstaternes grove rustne sorte stemmer kunne sagtens løfte maleriet ind i sangens verden og fortælle en afdæmpet historie som forladtheds følelser og længsler.
Jeg har valgt dette maleri af Jens Brammer som indgang til udstillingen med hans nyeste malerier hos Galleri Dahl, som han før har gæstet. De fire første malerier fra udstillingen som jeg stiftede bekendtskab med har denne bluesstemning over sig. Der er hønen, der står og ser på et kors med et rødt hjerte på under et stort træ og på en flad grøn flade. Vi er ikke i tvivl om, at vi ser på en grav for et elsket individ – men der er det hønens udkårne hane der ligger der? Eller har hønen klædt i sin uskyldsrene hvide fjerdragt og med blussende rød – kærlighedsfarvet – kam bare indfundet sig som en metafor over den tabte første kærlighed?
Jens Brammer enkle naivistiske malerier med brug af dyresymboler som høns, får, køer, struds og hvad han ellers har brugt i årenes løb kan forlede en til at tro, at vi måske er ved noget til børneværelserne. Men tag ikke fejl, der er en særlig melankolsk undertone i Brammers malerier. En tone eller en fortællerstemme, der på sin helt egen måde har en civilisationskritisk dagsorden, der både handler om manglende dyrevelfærd og om et fravær af menneskelige empati med naturens verden og dermed med vores egen eksistens. Jens Brammer komponere maleriske blues med sine værker og motiver og man kan ikke lade være med at lytte – altså se – og fornemme, hvad der udspiller sig for øjnene af en og måske lade en særlige eftertanke klinge i sindets rum”.

Erik Meistrup
Kulturredaktør – Kunstavisen